Neumünster 2005

 

 


Turbeskrivelse

 

Højby S&G håndboldsafdeling i Neumünster

 

Lørdag morgen den 29. maj 2005 drog 60 børn og 16 voksne med store forventninger mod Neumünster lidt syd for Flensborg i Tyskland. Det var 28. gang, at Højby S&G Håndboldsafdeling deltog i turneringen, denne gang med 5 hold. Selvom turen startede kl. 07 havde børnene sjovt nok ikke så svært ved at komme op om morgenen, som på en almindelig skoledag.

Første stop var et ”pitstop” hos Otto Duborg, Mange af børnene ser mindst ligeså meget frem til turen på egen hånd med penge på lommen i dette ”sliktempel”, som til hele håndboldsturneringen. Efter optankningen af guldkarameller, vingummier, Ritter sport og colaer gik turen videre i bussen med nogle tilfredse gnaskende unger. De havde dog fået strenge formaninger om at spise deres madpakke inden gumleriet.

Kort før middag ankom de to busser til sportspladsen, hvor turneringen med 245 hold så småt skulle til at starte. Temperaturen var allerede tæt på de 30 grader og solen bagte fra en skyfri himmel, så trænerne og holdlederne hældte så meget som muligt vand over og i ungerne.

Lilleputpigerne var først i kamp og vandt den 6-3, humøret var højt. Herefter var det lilleputmix’s tur, imidlertid var vores små poder ikke vant til det aggressive tyske offensive spil over hele banen, så de blev løbet lidt over ende. De tyske poder havde tydeligvis også fået flere vitaminer i vækstperioden. Lilleputmix tabte de resterende kampe, de andre hold var bemandet med store drenge, som vores piger og drenge ikke kunne hamle op med. Nederlaget tog de små imidlertid ikke så tungt.

Nu var det puslingepigernes tur, men også her var resultatet af det bedre vitamintilskud udslagsgivende. Overmagten var for stor, så også her måtte Højby inkassere et nederlag. Puslingepigerne gav sig ikke uden kamp, så der blev scoret godt i begge ender.

Lilleputpigerne vandt en kamp mere og kom i kvartfinalen, som desværre endte med et nederlag. Men sikke en udvikling hen over dagen, pigerne kæmpede bravt og snakker allerede om næste år så….

Puslingepigerne tabte en kamp mere, men i den sidste kamp i puljen var holdet som forvandlet. Alt fungerede, indspil til stregen, fløjene, kontraløb osv. Det var en ren fornøjelse og en sejr blev hevet i land. Pigerne jublede og snakker også allerede om næste år så…….

Dagen bød desværre også på et par småskader, en forstuvet finger, en forstrakt muskel og et lidt skadet håndled, men sportspladsen er bemandet med læger og samarittere, så alle fik straks kyndig behandling. Turneringsledelsen fra Højby sørgede for fornøden trøst og is både indvendigt og udvendigt.

De tre gæve tøser på madholdet havde i mellemtiden sørget for bespisning. Herefter gik resten af dagen med hygge på pladsen og i sportshallen vor alle overnatter. Der blev spillet kort, leget og grinet uden ret megen indblanding af voksne, og det nyder børnene. Kl. 24 var alt (næsten) roligt, og de voksne evaluerede kort dagen og krøb også til køjs.

Kl 07 næste morgen gik det løs igen. Turneringsledelsen, som sætter stor pris på det trofaste Højby hold, mødte op til en 28 år gammel tradition, en Gammel Dansk og en kop kaffe. Således styrket gik alle i gang med dagens dont.

Denne dag var det de store piger og drenges tur. Højbys puslinge drenge viste forrygende spil og vandt to af de tre indledende kampe med forrygende flot spil. Kvartfinalen blev ulideligt spændende. Vores drenge kom bedst ud af starthullerne og overraskede de noget større tyskere med flydende håndboldsspil, tyskerne vågnede desværre og viste at de også kunne spille håndbold, så efter endt spilletid var resultatet uafgjort. Det var det også efter forlænget spilletid, hvor de gæve Højbydrenge desværre ikke fik scoret på et straffe og to friløbere. Nu var spændingen på toppen, det skulle afgøres på straffe. Alle samlede sig om straffedramaet, som ikke var mindre end da Danmark gik videre mod Hollænderne i EM i 1992.  Tre straffe til hvert hold. Stadig uafgjort, nu skulle det afgøres med et straffe af gangen. Efter tre omgange trak tyskerne imidlertid det længste strå, men sikke et drama. Drengene var efter at den første skuffelse havde lagt sig, også stolte af deres indsats, hvilket der bestemt var grund til. Næste år så……..

Pigerne og drengene havde ikke kunne samle et helt hold hver, så der var lavet et mix hold som spillede i drengerækken. Også her blev Højby ret hurtigt ramt af en skade, så vores medbragte unge dommer måtte erstatte målmanden, som røg i marken. De første to kampe spillede vores gæve unge mennesker, som stadig var en anelse handicappede af at have deltaget i sidste skoledag om fredagen, forgæves mod overmagten. De fleste af tyskernes spillere lignede nogen, som uden de store problemer kunne deltage på Flenburg-Handewitts førstehold.

I tredje kamp var vores piger og drenge imidlertid vågnet til dåd, og med fejende flot spil, hvor bolden gjorde det svære arbejde, kunne en sejr trækkes i land. Heppekoret frygtede ellers det værste inden kampstart idet flere af deltagerne på det tyske hold lignede nogen som tilbragte formiddagen med vægttræning og eftermiddagen hos McDonalds. Denne kombination medførte at de var noget tung i bagen, hvilket vores vævre piger og drenge forstod at udnytte. Stor ros til pigerne på holdet, som kastede sig frygtløs ud i tacklinger af tyskerne i 120 kg’s klassen.

Nu havde madholdet minsandten tryllet varm mad frem, og ungerne viste sig at være meget sultne. Tilbage var nu kun oprydning og pakning af busserne.

Nu sidder vi så i bussen på vej hjem, hvor forældrene står parate til at hente en busfuld meget trætte men meget glade børn.

Alt er foregået i en god sportslig ånd. Børnene har fået styrket deres venskaber på tværs af skoleklasser og alder, de har ikke fået sovet så meget, men de har helt sikkert fået en fantastisk oplevelse som rækker mere end 14 dage.

 
 

..::Copyright 2005 - Højby S&G::..