Neumünster 2008
31. maj og 1. juni 2008
Lørdag
Kl. 07.45
Solen er knap stået op, nu hvor alle forældrene står klar på parkeringspladsen ved Højby Hallerne, og glæder sig til at slippe for børnene hele weekenden.
Allan (chaufføren) pakker sirligt bussen med soveposer og tilsyneladende tøj til en hel uges ferie. Stadig med søvn i stemmen siger vores turleder Claus Elgaard GODMORGEN, og fordeler på bedste uretfærdige vis pladserne i bussen, så der ikke bliver kamp inden vi kommer af sted.
Det ser ud til, at alle har husket deres ting, dog må turlederen selv forbi privaten med et par glemte effekter. Det afsløres senere, hvad der var helt nødvendigt at køre efter.
Kl. 08.10
Så kører vi syd over. Dog samler vi den lidt ældre og lettere senile turleder op på Svendborgvej inde Allan byder velkommen om bord i bussen og lander bussen på E45 til Neumünster.
Undervejs sorteres og uddeles T-shirt til alle fra vores sponsorer VVS Centeret og Højby Autoværksted. Der er stor ”begejstring” for størrelserne. Størrelserne S, M og L er helt rigtige, alle piger mener dog, at de er sat forkert i T-shirtene, så den venter til aften og bruger dem til natkjoler.
Claus byder velkommen til alle og sætter den første dagsorden, hvor der gøres opmærksom på, at øl, vin og sprut er forbudt, og at overtrædelse straks giver en enkeltbillet tilbage til Højby. I et forsøg på at sikre børnene rigtig mad inden vi når grænsen med slik og chips forsøger Claus at placere frokosten inden kl. 09.00, hvor vi planmæssigt skulle lande ved Fleggaard.
Vi er nu tæt på enhver forældres mareridt og en af børnenes største oplevelser på turen, indkøb af slik efter eget ønske og mængde uden utidig indblanding fra de voksne. Forinden spreder der sig dog en temmelig ”hjemlig” duft fra bussens toilet. Af hensyn til Pigernes træner (Henning) nævner vi ingen navne, men pigerne fra madholdet mener bestemt at vide, hvem afsender var.
Kl. 09.45
Fleggaard ligger forude, så turleden maner til fornuft ved indkøb………
Husk pas så I slipper for pant på dåser.
Gå sammen om 3 kasser sodavand.
Vær tilbage kl. 10.00 !
Traileren blev åbnet, så alle kunne få deres indkøb med videre. Vi kunne have haft plads til det hele og også kommet af sted til tiden, hvis ikke Formand Mao kom rullende 5 minutter efter aftalt tid med en hel palle øl og vand!
Kl. 10.15
Så er vi på landevejen igen. Turlederen har talt og dobbelttalt- alle er tilbage. 10 minutter senere rammer vi igen motorvejen. Det er blevet tid til lidt mad for alle. Puslinge piger har fået formaninger trænerne om begrænsning af slikket får eftermiddagens kampe. Allerede kl. 13.00 fløjtes der op til 1. kamp.
Stemningen er høj for vi har allerede hold videre til ottendedels finaler inden vi er startet ;o)
Kl. 11.35
Klokken er godt halv 12. Vi er måske fremme lidt tidligere end forventet, så Puslinge Piger kan uden problemer være klar til kamp kl. 13.00.
Måske er det turlederens myndige stemme, måske er børnene bare godt opdraget, i hvert fald hjælper alle til med at få bussen tømt, alt båret ind til hallen, selv formandens palle med læskedrikke på dåse. I hallen er der stor aktivitet, så vi må vente et kvarters tid, inden vi bære hele balladen fra parkeringspladsen og ind i hallen, hvor vi deler kufferter, tasker, soveposer, dyner, slik, chips og sodavand efter bedste evne. En enkelt drengespiller mangler sin sovepose, men den dukker op, da kassereren får ryddet op i sine ting.
Madholdet uddeler ordrer til højre og venstre. I løbet af et spiltsekund står disken til buffet klar. Nye ”turister” bliver helt uvidende sat til at opstille klubbens telt ude på pladsen. Et vigtig samlingspunkt, hvor børnene altid kan finde kage, frugt, saftevand, vand og selvfølgelig en voksen.
Temperaturen er efterhånden nået et godt stykke over 25 grader. Puslinge Piger er klar med 2 hold og de første 3 kampe. De er rigtig mange og er derfor delt i 2 hold. Bjørk er senest stød til holdet og så er vi heldige, at 2 ”oprykkere” fra Lilleput har sagt JA TAK til en tur med deres kommende hold.
Som traditionen altid har været, sendes alle ud til kampene, så dem der ikke spiller hepper på dem der spiller. Det kan da godt være træls, at man ikke lige kan blive i hallen og slappe af, ikke mindst for at slippe for varmen, men når først vi er på pladsen, er der ingen tvivl om, at Die Dänen er ankommet til pladsen.
Kampene fløjtes i gang og for begge hold er de første tre kampe en overkommelig opgave, hvor tvivlen ikke får lov at komme til orde. Begge hold går til ottendedelsfinale, hvor modstanden vokser pænt. Med stor indsats fra alle og en enkelt omkamp kommer begge holde videre til kvartfinale. Her takkede det ene hold af efter en flot kamp. Det andet hold gik videre til semifinale. Nu var kræfterne brugt op. En hel eftermiddag i stegende sol på en græsplæne, der mest af alt lugtede som halm, var alligevel for meget. De kæmpede til det sidste og sluttede med en flot 4. plads og medaljer til hele holdet.
Alle var stolte og har resten af dagen båret medaljen om halsen. Skulle vi så måske alligevel nævne en ekstra stolt Bjørk………………..
Jeg har vundet min første medalje i noget som helst ;o)
Madholdet har serveret kage med tilbehør hele eftermiddagen og er nu klar med aftenes buffet. Stegte hjemmelavede forældrefrikadeller, skinke, kartoffelsalat, pasta med fri salatbar, hvor kun fantasien sætter grænser. Det er kun 2. år med nyt madhold, som på trods af en enkelt udskiftning kører helt på rutinen.
Efter en god middag, hvor klubben var vært ved en kop vin til de voksne, ryddede madholdet op, mens børn og øvrige voksne vendte tilbage til den udendørs håndboldarena.
Nu kommer vi så tilbage til turlederens glemsomhed…….Puslinge Pigerne takker af med Sanni, deres træner gennem mange år. Der var samlet ind til en rigtig fin gave, så det ville have været rigtig ærgerligt, hvis den havde ligget i Højby. Samtidig fik Anne-Mette også en lille ting, både som tak for de seneste år, men forhåbentligt også mange år frem.
Efter lidt socialt samvær med værterne, blev der fløjtet op til vel nok weekendens største og vigtigste kamp……..
BØRNENE MOD DE VOKSNE !
Alle børn som måtte ønske det kom på banen i en meget uretfærdig kamp, hvor dommeren var særdeles ukompetent. Der blev kæmpet bravt fra begge sider. På trods af storprofiler på voksenholdet og endda et hopskud fra formanden, måtte de voksne i sidste sekund se sig slået, nok mest på grund af en dommerfejl.
Aftenen lakker mod enden. Flere børn er allerede i soveposer og sidder i små grupper og snakker. Philip har taget natten lidt på forskud og taget en lille lur får sovetid. De største er stadig på pladsen, hvor de får ordnet hele verden, inden der bliver kaldt helt til ro.
Kl. 0.00
Turlederen siger god nat og slukker lyset. Det går helt som forventet, snakken forsvinder ikke umiddelbart og der startet straks en kamp med karameller. En kamp der blot handler om, at drengene på deres måde forsøger at skabe en kontakt til pigerne.
Efter et par ture rundt i hallen og lidt supplerende formaninger falder der ro over alle.
Søndag
Kl. 6.45
Madholdet står op, tager et bad i et forsøg på at vågne, og påbegynder arbejdet med det stor morgenbuffet. De forældrehjemmebagte boller stilles på buffeten, hvor der samtidig er tilbud om ost, marmelade, pålægschokolade, leverposter og selvfølgelig et kæmpe glas Nutella til at kickstarte dagen på.
Kl. 07.15
Villy, den tyske turneringsleder, træder sædvanen tro ind i hallen med et par følgendesvende. Her er Højby SG Håndbold altid vært ved en Gammel Dansk, hvor vi lige siger GUTENMORGEN, og ønsker hinanden en god dag. En hyggelig tradition, der blot varer 10 minutter.
Enkelte puslinge piger er ikke helt på toppen, så de får lov at blive liggende og komme til sig selv stille og roligt. Om det er for meget slik, varmen, udmattelse fra den lange lørdag eller en kombination vides ikke, men hen ad kl. 09.00 kommer de sidste stille og roligt på benene.
Sanni får en morgenkrammer af sin lille datter. Der sidder formanden så med store misundelige øjne og savner et kram fra sin lille søn. Når nogen er ked af det, forsøger vi altid at hjælpe, så kassereren træder velvilligt til, sætter sig på skødet og giver formanden et kæmpe kram – så er alle klar til en lang hård søndag.
Vi ser nu frem til dagens første kamp, hvor pigerne lægger ud kl. 09.22 præcis og alle drengespillere følger efter først på formiddagen.
Kl. 12.50
Der har fra første fløjt været kamp til stregen over hele linien. Både Pigeholdene, Drenge og Puslinge Drengeholdene har hele formiddagen kæmpet bravt, men sejrene er indtil videre udeblevet. Børnene er på trods af mange knubs stadig uden skader. Til gengæld har en skade fra aftenens voksen-/børnekamp vist sig mere alvorlig end først antaget, så vi har fundet servietter og tudekiks frem til vores teltformand Jes Guttesen, (tæt på 40 år) og sendt en voksen med, så foden kan blive røngtenfotograferet.
Frokostbuffeten er sat på bordet. Der er nu mulighed for at få fyldt depoterne op med brød, pasta, kødsovs og lidt agurker og gulerødder. Det hele ganeres med tomatketchup og parmasanost til at tage smagen af alt det man måske ikke kan li’.
Bedst som det handler om tabte kampe, et større bidemærke på Hannahs skudarm – tja, den tager vi igen……et fint tysk tandsæt bevidst afsat i kampens hede af en frustreret spiller. Det er ikke sjovt at stå overfor et velspillende pigehold, som har suppleret sig med Hannah og Katja fra puslingepiger, så de kunne få en kort pause en gang i mellem !............
nå, videre……..
så kommer ind ad døren Puslinge Drenge med højt løftet hoved og et udtryk, som ikke behøvede ord og meddeler, at nu havde de så lige vundet deres første kamp. Knap havde jublen lagt sig før det ene af pigeholdene med armene over hovedet entrerede spisehallen og meddelte, at så var der endnu en sejr i hus. De tabte kampe fra hele formiddagen er næsten glemt og erstattet af optimisme på alle hold og troen på, at nu er sejrene i sigte.
For at alle får mad, når det passer i spilleplanen , står madholdet med varm mad 1½-2 timer. Her på falderebet dukker så vores voksenpatient op fra turen på skadestuen, hvor de har konstateret, at Jes har forstrukket et ledbånd, så han kan rejse hjem med en forbinding og en tysk plastikstøtte rundt om benet og under hælen – hjem til 3 ugers ekstra sommerferie.
Jens, træner for puslinge drenge, får sig en velfortjent MORFAR, efter megen konstruktiv coaching af sine spillere og det ser ud til, at både Nadja og Maria er ved et komme sig efter en stille start på dagen med lidt morgenkvalme.
Kl. 16.20
Efter middag gik det alligevel bedrer. Endnu et par sejre blev hevet i hus. Puslinge drenge havde en tæt kamp, hvor det handlede om at komme videre til ottendelsfinale – og det lykkedes. En tæt kamp igen i ottendelsfinale med sejr til Puslinge Drenge sendte dem videre til kvartfinalen. De fleste fra Team Højby sad langs banen og gjorde deres til, at hente en sejr og jagten på en medalje. Her måtte holdet så se sig besejret af et bedrer hold. De kæmpede hvad de kunne og gjorde en god figur, men medaljen glippede.
Nu er vi så til gengæld nået til bagsiden af medaljen, pakning og oprydning. Når først soveposer og madrasser er pakket sammen, ligner hallen en hver anden festivalplads med affald i alle afskygning. Forhåbentligt lykkes det ved fælles hjælp at få alt væk inden madholdet er klar med aftensmad kort før afgang klokken cirka 18.00.
Kl. 17.00
Så var aftenbuffeten klar. Salat ad libitum med skinke og pasta i skøn forening med rugbrød, boller højt belagt med makrel, leverpostej, spegepølse garneret i rigelige mængder remoulade og majonæse. Oprydningen var for længst overstået, så kufferter og soveposer blot stod og ventede på bussen.
Kl. 17.45
Præcis på slaget ankom 2 busser fra Albjerg Hovind. Dobbeltdækkeren var sendt af sted i andet job, så i stedet fik vi 2 busser. Den lille bus gik rent til Puslinge Piger, deres trænere og 2/3 af madholdet inklusive turlederen. Resten blev således indlogeret i den store bus. Alle tog igen et nap med al bagagen, så i løbet af et kvarters tid, var hallen tom og busserne fyldt. Tilbage var kun folk ind og ud af busserne for at få tisset af og fyldt vand på dunkene til hjemturen, hvor det sidste slik skulle fortæres.
Således vendte vi næsen mod Højby 10 minutter over seks, så tidsplanen kører helt som ønsket.
Trafikken glider fint og vi er snart i Danmark, hvor vi holder en kort pause, for at strække ben og tisse. Drengene sendes på marken, pigerne står i lang kø, mens turlederen forsøger at skaffe WC-poletter. Til chaufførenes store overraskelse sidder alle i bussen som aftalt, så vi kan nappe de sidste kilometer til Odense. Bussens gennemsnitshastighed oplyses og der regnes på forventet ankomst til cirka 21.15.
Alt køre som planlagt indtil vi når afkørslen ved Odense SV. I den lille bus breder der sig en tung lugt af diesel fra bagsædet, ligesom en let røg trænger op fra bagsædet. Chaufføren konsulteres og meddeler med stolthed i stemmen, at bussen helt korrekt har en defekt slange, men han har repareret den på vej til Tyskland, så det er såmænd helt flot, at den har holdt så længe. Vi rykker opad i bussen for at klare de sidste få kilometer. Den stor bus har lagt stor afstand, så ikke hele forenden på bussen bliver dækket af diesel. Med hiv og sving ”lander” vi – efter en hurtig kort runder - ved Højby Hallerne, hvor forældrene allerede står klar til at børnene. Den stor bus ankommer få minutter senere og i løbet af overraskende kort tid, er bussen tømt og alle børn og voksne ligger hjemme i deres seng.
Endnu en fantastisk tur er overstået. En tur uden udfordringer, der ikke let lod sig løse. En tur som kun kunne køre helt uden problemer, fordi formanden fra BU, Jane Lundsgaard og turlederen Claus Elgaard har lagt et kæmpe stykke arbejde i planlægningen. En tur med succes fordi alle I forældre har lagt et stort stykke arbejde i tilberedning af mad og kager, hvilket vi skylder en stor TAK for, og sidst men ikke mindst på baggrund af en planlægning fra madholdet, Linda Elgaard, Lone Pedersen og Kirsten Rungstrøm, som i vanlig stil kæmpede sig igennem tilberedning af flere måltider, mellemmåltider med frugt og kage, og slik og chips til lørdag aften. Så er det selvfølgelig også rart, at I turister er med til at hjælpe med opsætning af telt, løbende vand begge dage og støtte til den skadede voksne !
TAK FOR EN GOD TUR OG PÅ GENSYN I NEUMÜNSTER 2009
Dagbog…….
Michael Rungstrøm